Nyheder fra din hverdag

Minister glad for EU-melding om Femern

EU's transportkommissær er stadig interesseret i en Femern-bro, og det vækker glæde hos den danske transportminister. EU's støtte er nemlig altafgørende.

 

Transport- og energiminister Flemming Hansen (K) er glad for, at en Femern-bro stadig er på EU's tegnebræt ifølge transportkommissær Jacques Barrot.

- Det er glædeligt at se Barrots udmeldinger og forståelsen for, at man i Danmark gør alt, hvad man kan for at få ført Femern-broen ud i virkeligheden. Det er korrekt opfattet, at den danske regering prioriterer broen meget højt, mens tyskerne giver udtryk for, at projektet har mindre prioritet hos dem, siger Flemming Hansen, som forventer en snarlig beslutning.

Barrot siger til Ritzau, at han anser en bro for at være en del af de transeuropæiske netværk. Hans vurdering er vigtig, fordi finansieringen afhænger af EU-støtte. Fra juli til oktober vil Barrot og hans folk se nøje på, hvor højt deltagerlandene selv prioriterer de projekter, som foreslås.

- Dette anlæg er forudset som en del af de transeuropæiske netværk. Jeg fornemmer, at Danmark går ind for at få den ført ud i virkeligheden, men ved ikke, om den tyske regering på sin side har gjort det til en prioritet, siger Barrot.

Og der skal to til at bygge bro:

- Der er 30 sådanne transeuropæiske anlæg, og det er svært for mig med blot otte milliarder euro at imødekomme alle prioriteter. Så man er nødt til at træffe valg. Det er klart, at medlemslandenes vilje til gennemførelse vil være udslagsgivende, lyder det.

Den anslåede pris for den 19 kilometer lange Femern-bro har  været sat til 30-40 milliarder kroner. Heraf kan op til 30 procent finansieres af EU.

 

Tip os Har du et godt tip?