Minister går imod råd fra egen styrelse

Foto: TV ØST

Trafikstyrelsen tilråder at køre 110 km i timen. Alligevel øger transportministeren nu farten til 130 km på blandt andet Vestmotorvejen.

Det er stik imod anbefalingerne fra hans egen Trafikstyrelse, når transportminister Hans Chr. Schmidt (V) nu vil øge fartgrænsen på fire nye motorvejsstrækninger fra 110 til 130 km i timen.

Trafikstyrelsen hører under transportministeren selv. På styrelsens hjemmeside findes 10 gode råd om mere energieffektiv køreteknik. "Der er mange penge og CO2 at spare, hvis man kører energieffektivt", hedder det på trafikstyrelsen.dk.

Råd nummer 10 har overskriften: Kør ikke for hurtigt.

- Jo hurtigere, du kører, desto større bliver luftmodstanden, og luftmodstand koster brændstof. Derfor kan en forøgelse af hastigheden fra f.eks. 110 km/t til 130 km/t give en stigning i forbruget på op til 20 procent, lyder teksten.

Netop biltrafikken er regeringens store smertensbarn, når det gælder om at reducere CO2-udslippet af hensyn til klimaet.

Transportsektorens CO2-udledning er vildtvoksende, og regeringen har indtil nu ikke haft lyst til at indføre betalingsringe eller kørselsafgifter for at sænke bilernes udslip af drivhusgasser.

De fire strækninger, hvor farten nu må øges til 130 km i timen, findes på den midtjyske motorvej, Esbjerg-motorvejen, Vestmotorvejen og den nordjyske motorvej.

Hans Chr. Schmidt, der er tidligere miljøminister, forholder sig i en pressemeddelelse fredag ikke til miljøproblemerne ved højere hastighed på motorvejene.

- De nye strækninger med 130 km i timen vil - sammen med de strækninger, der allerede er åbnet - være med til at skabe bedre mobilitet, siger han.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App