Minder fra 75 års boksehistorie gik op i røg

I dag fik Korsør Amatør Bokseklub lov at gense sit klubhus, efter en 16-årig satte ild til det i tirsdags. Flere af klubbens klenodier er brændt op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere udbryder "hold da op" og "gud, hvor vildt", da de træder op i det tilsodede klublokale på 1. sal.


Politiet er blevet færdige med sine tekniske undersøgelser på Ørnumvej 2 og har givet grønt lys til, at klubbens medlemmer kan gense deres klubhus efter en påsat brand i tirsdags.


"Havde det bare været handskerne"


Det er her en 16-årig har været skyld i, at flere minder fra klubbens 75 års boksehistorie gik op i røg i tirsdags.


- Lige nu, der har jeg det sådan, at kunne de ikke have sat ild til handskerne nedenunder, eller et eller andet andet, hvor tingene kunne erstattes? Det betyder jo ikke så meget, men det her, det er jo direkte ondskabsfuldt, ik, siger Tina Nyvang, der er sekretær for bokseklubben.


For de unge er synet af det nedbrændte klubhus også svært at sluge:


- Heroppe har vi holdt mange fester og spist frugt over i sofaen efter træning. Det betyder meget, at man har et sammenhold, ik? Det bliver lidt splittet, når sådan noget her sker, siger Morten Rasmussen, der er hjælpetræner i klubben.


Klenodier er brændt op


Branden er blandt andet gået ud over flere krus med æresmedlemmers navne indgraveret i. De er simpelthen spruget i varmen fra ilden.


Mange af de flag, klubben har fået fra andre klubber er smeltet væk.


- Jeg må sige, jeg er noget rystet. Jeg har ikke helt forstået det endnu, siger klubbens formand, John Gade Nielsen til TV2 ØST.


Lokal opbakning


Hele situationen har fået medlemmer og flere fra lokalområdet til at ville hjælpe klubben.


Nogle har bedt om at få klubbens kontonummer, så man kan hjælpe på den måde. Andre snakker om at lave en kalender med fotos af medlemmer og trænere, hvor overskuddet fra salget skal gå til klubben.


- Det er rigtig flot. Det er noget, der varmer i den her svære tid - helt sikkert, fortæller Morten Rasmussen, der er hjælpetræner i klubben.


Træningslokalerne i stueetagen er gået fri af branden, så efter nogle dage med træning i Slagelse Bokseklub, ser det ud til, at medlemmerne snart kan træne i Korsør igen.



Nyhedsoverblik