Flere hundrede til mindehøjtidelighed

Flere hundrede elever, kolleger, venner og familiemedlemmer mindedes i dag den 44-årige lærer Michael Jørgensen i Præstø Kirke. Samtidig har lokale startet en indsamling til fordel for hans efterladte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere hundrede var i dag samlet i Præstø Kirke. Til mindehøjtidelighed for den 44-årige lærer Michael Jørgensen, der druknede i fjorden ikke langt derfra, for blot femten dage siden. Efter familiens ønske var højtideligheden åben for alle, der gerne ville have mulighed for at tage afsked med Michael Jørgensen.

Blandt de mange fremmødte var blandt andre flere af Michael Jørgensens tidligere elever.

- Han betød virkelig meget for mig. Han var min familielærer da jeg gik på skolen og han var jo den jeg kom til hver gang der var noget, fortæller Mette Nielsen fra Venslev, som gik på Lundby Efterskole sidste år.

Under mindehøjtideligheden holdt præsten en tale om Michael Jørgensen og efterfølgende  havde de fremmødte mulighed for at tænde lys og skrive hilsner til de efterladte.

- Det betyder enormt meget for mig at være her. Det betyder meget, at se de andre og mindes Michael sammen, fortæller hans tidligere elev Søren Lundborg fra Virum.

Michael Jørgensen var med til at starte Lundby Efterskole op i 2002. Han beskrives, af dem, som TV2 ØST har talt med, som én af de bærende kræfter på skolen. Han efterlader sig kone og to drenge og det er netop familien, som eleverne tænker mest på.

- Når jeg har det sådan her, så kan jeg godt se, at det må være ufatteligt hårdt for hans familie. Jeg sender dem rigtig mange varme tanker. Og jeg håber virkelig, at de med tiden kan acceptere, hvad der er sket, og komme videre, siger Mette Nielsen.

Efter højtideligheden var der sammenkomst på Lundby Efterskole.

Erhvervsdrivende fra Lundby har taget initiativ til en indsamling til Michael Jørgensens familie. Du kan læse mere om indsamlingen på www.desyvsogne.dk. Indtil videre er der samlet 10.000 kroner ind.


Nyhedsoverblik