Millionregning til Grønland var ulovlig

Danmark skal betale for behandlingen af en grønlandsk mand, der af en dansk domstol blev dømt til anbringelse på Sikringsanstalten i Nykøbing Sj.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Region Sjælland har uden grund forsøgt at tørre regningen for psykiatrisk behandling af en grønlandsk mand af på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og det grønlandske hjemmestyre. Østre Landsret har netop dømt regionen til at betale godt 14 millioner kroner tilbage det grønlandske hospitalsvæsen.

Det er de to tidligere amter - Storstrøms Amt og Vestsjællands Amt - som år efter år sendte regninger for behandlingen af manden til Nuuk.

Helt tilbage i december 1999 bestemte kredsretten i Nuuk, at han skulle mentalobserveres på et dansk psykiatrisk hospital. Men få dage efter ankomsten til Amtshospitalet i Vordingborg overfaldt han en plejer. Derefter dømte retten i Vordingborg manden til anbringelse på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, og herfra blev han senere overført til den lukkede afdeling på det psykiatriske hospital i Risskov.

Opholdet på de danske hospitaler varede i syv år.

Det grønlandske hospital har i Østre Landsret nu fået medhold i, at det ikke var korrekt, da de danske myndigheder sendte regninger på i alt 14,1 millioner kroner til Nuuk.

Grønlands Hjemmestyre vil gerne betale for behandling af grønlændere, som i hjemlandet er dømt til anbringelse i Danmark. Men man har afvist regninger, som skyldes danske domme.

Dommerne i landsretten mener ligesom Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at omkostningerne skal dækkes af de danske myndigheder. Der har ikke hidtil været faste aftaler eller en fast administrativ praksis i denne type tilfælde.

Alle Region Sjællands argumenter afvises af dommerne, som for eksempel heller ikke mener, at det grønlandske krav er forældet.

Oveni de 14 millioner kroner skal Region Sjælland i øvrigt betale sagsomkostninger på 650.000 kroner.


Nyhedsoverblik