Milliondyr Porsche ødelagt i påsat brand

Politiet efterlyser vidner, efter to biler udbrændte efter en påsat brand mandag aften. En af bilerne har en nypris på 1,3 millioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet efterlyser vidner, efter to biler sent mandag aften udbrændte i en voldsom brand.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Bilerne – en varevogn og en Porsche Cayenne – udbrændte totalt ved branden, der tilsyneladende var startet på henholdsvis højre og venstre fordæk på bilerne.

Porschen var på hvide plader og havde læderindtræk. Den har en nypris på 1,3 millioner kroner.

Vanskelig slukning

Redningsfolkene arbejdede på højtryk for at få slukket branden. En brand, der var lidt ud over det sædvanlige.

- Det vi oplever, da vi kommer herned er, at der er ild i to biler. Mens vi er her, begynder brænden at brede sig meget kraftigt, fordi der går hul på brændstofstanken på den ene bil. Så vi går igang med at slukke og, og vi er nødt til at skifte og lægge skum i stedet for. Det skal standse den brandudbredelse, der kommer fra den brandfarlige væske, der løber ud, siger Per Eilertsen, Indsatsleder brand og redning, Slagelse til TV2 ØST.

De brandfarlige væsker gjorde situationen mere alvorlig.

- Her kunne vi ikke klare den, som vi plejer, med vores højtryksslanger. Der måtte skum til. Det er ikke noget, vi gør hver dag, men her var der som sagt også en brændstofstank, der der drillede lidt, siger Per Eilertsen.

Ekstra hjælp

Den kraftige brand betød, at Per Eilertsen måtte tilkalde en tankvogn mere.

- Da vi kunne konstatere, at brændstofstanken var sprunget læk, og vi skulle bruge mere vand for at slukke branden, så kalder vi en tankvogn mere. Vi ville være sikre på, at vi havde nok vand til at slukke branden. Det lykkedes. Nu har vi slukket, og vi har fået skum på, siger Per Eilertsen.

Bilerne stod parkeret på Brogade 2 ved Aldi.


Nyhedsoverblik