Milliardregning for rensning af spildevand venter forbrugerne

Spildevandsrensningen bliver langt den dyreste del af de nye vandplaner, som skal rette op på den miserable tilstand i de danske åer, søer og fjorde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Prisen kan ifølge Politiken søndag blive op mod 100 milliarder kroner, som skal betales af forbrugerne i form af højere vandtakster.

Det skønner formanden for Kommunalteknisk Chefforening, Torben Nøhr. Taksterne er ikke omfattet af skattestoppet. Hans vurdering bygger på erfaringerne fra Vordingborg Kommune, hvor han er teknisk direktør, og som sidste efterår vedtog en ny spildevandsplan.

- Vi skal investere knap 1 milliard kroner over 10 år, blandt andet i ny kloakering og specialrenseanlæg til ejendomme i det åbne land. Det kan man gange op med antallet af kommuner, og så har vi et beløb på op mod 100 milliarder kroner, siger Torben Nøhr til Politiken.

Ifølge Torben Nøhr er Vordingborg Kommune på mange måder typisk for kommuner uden for de store byer. De vandplaner, som er afgørende for den kommunale indsats for vandmiljøet, skulle have været fremlagt for et år siden, men blev først præsenteret af Miljøministeriet i januar og er nu på vej gennem en høringsproces. Halvdelen af de danske åer, to tredjedele af søerne og næsten 90 procent af fjordene og kystområderne lever ikke op til EU's miljøstandarder.

I By- og Landskabsstyrelsen, som står for vandplanerne, mener man, at Nøhrs skøn er alt for højt.

- Vi har ikke gjort det op på den måde, men det lyder meget voldsomt. Det kan jeg ikke få det til at blive på nogen måde, siger civilingeniør Mogens Kaasgaard fra By- og Landskabsstyrelsen til Politiken.

Han oplyser, at styrelsen har omregnet investeringerne på spildevandsområdet til et årligt beløb over anlæggenes levetid, hvilket bliver til 340 millioner kroner om året.

Spildevandsområdet er brugerfinansieret, så Vordingborg har hævet taksten fra 35 kroner til 50 kroner per kubikmeter, altså med over 40 procent.

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra konsulentfirmaet Rambøll mener 37 procent af kommunerne, blandt dem særlig de mindre kommuner med under 50.000 indbyggere, at de ikke har de fornødne ressourcer til at klare opgaven med vandplanerne.

 


Nyhedsoverblik