Det vi har sammen

Miljøminister afviser Haslevs bejleri

Foto: TV ØST

Borgmesteren i Faxe Kommune er i dag skuffet over Venstre og miljøministeren. Karen Ellemann afviser at flytte Kort- og Matrikelstyrelsen fra København og til Haslev. Hun frygter medarbejderflugt.

11.000 kvadratmeter, byens bedste beliggenhed og med plads til det hele.

Det lyder alt sammen godt, men det er åbenbart ikke godt nok til miljøministeren.

- Jeg blev skuffet. Der er meget kort fra København til Haslev, og jeg kan ikke forstå, at man ikke kan flytte Kort- og Matrikelstyrelsen til Haslev, siger Knud Erik Hansen, der er borgmester i Faxe Kommune.

I april foreslog Venstre at flytte statslige arbejdspladser til udkantsområder. Faxe Kommunes borgmester skrev derfor straks til miljøministeren for at få Kort- og Matrielstyrelsen til Haslev, hvor der ifølge borgmesteren er de helt rette lokaler.

- De ligger i et dejligt område midt i byen, hvor der ikke er langt til stationen og motorvejen. Det tager under en time at komme fra København og herud. Haslev ligger også centralt på hele Sjælland, siger Knud Erik Hansen.

Men miljøministeren afviser at flytte Kort- og Matrikelstyrelsen til Haslev. Begrundelsen lyder, at erfaringerne viser, at en flytning meget let medfører tab af produktivitet og kompetencer som følge af medarbejderflugt.

Ifølge borgmesteren så er der ikke hold i ministerens argumenter.

- Miljøministeren mener, at det betyder medarbejderflugt. Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Jeg mener, det er hysterisk at alle statslige institutioner skal ligge på Slotsholmen eller fem minutters gang derfra. De kan ligeså godt ligge herude mindre end en time fra København. Hvorfor skal alle folk arbejde i København og sidde i kø for at komme ind, siger Knud Erik Hansen.

En af dem, der i april opfordrede til udflytning er Jacob Jensen. I dag er han ikke helt enig i sin partifælles argumenter for et nej

- Nu vil jeg ikke bruge trafikmulighederne til Haslev som argumentet. Jeg vil argumentere for, at det skal ligges der, hvor løsninger af de opgaver som Kort- og Matrikelstyrelsen eller andre styrelser skal løse, sådan at vi får en synergi med noget, der ligger på i byen i forvejen.

Tilbage til Haslev. Her vil borgmesteren gå langt for at nå sit mål.

- Vi vil fortsætte med at tage politiske kontakt. Vi vil slås for at få Kort- og Matrikelstyrelsen til Haslev, og det skal nok lykkes, siger Knud Erik Hansen, borgmester i Faxe Kommune.

Tip os Har du et godt tip?