Milanovic på vej til Slagelse

Ikast/Bordings bagspiller Tanja Milanovic rygtes på vej til Slagelse. Hverken spilleren selv eller to klubber har nogen kommentarer til historien.

Slagelse DT's kvinder i Toms Ligaen er på vej til at sikre sig en markant forstærkning. Ritzaus Bureau erfarer, at den målfarlige serbiske bagspiller Tanja Milanovic fra Ikast-Bording skifter til de danske mestre med udgangen af denne sæson.

Hovedpersonen selv har dog ikke meget at sige om sin klubfremtid eller om Slagelse, som hun står overfor i onsdagens Toms Liga-opgør i Antvorskovhallen.

- Det har jeg slet ingen kommentarer til. Vi skal spille mod dem i aften, og jeg har aftalt med klubben, at vi ikke giver nogen kommentarer til, hvor jeg skal jeg spille i næste sæson, siger Tanja Milanovic.

Heller ikke Ikast-Bordings sportsdirektør Frank Henriksen eller Slagelses daglige leder, Bjarne Stenbæk har lyst til at kommentere historien.

- Jeg kommentarer aldrig den slags rygter, siger Stenbæk.

Slagelse har i denne sæson savnet en habil afløser i bagkæden for Bojana Popovic, der inden sæsonen skiftede til Viborg. Gabriela Rots-Nagy blev ganske vist hentet fra Hypo Niederösterreich, men har på grund af problemer med skulderen slet ikke spillet endnu.

Tanja Milanovic kender i forvejen Slagelse-træner Anja Andersen fra den periode, hvor hun stod i spidsen for det serbiske landshold, og Slagelse har desuden en række serbiske spillere på holdet, blandt andre Maja Savic, Suzana Cubela og Ana Batinic.

Milanovic kom til Danmark efter EM i 2002 i Danmark, hvor blandt andet den daværende Randers HK-træner Morten Arvidsson fik øje for den serbiske landsholdsspiler. Hun skiftede senere til Ikast-Bording og blev Årets Spiller i Toms Ligaen 2005/06, samme sæson hvor hun også blev topscorer i ligaen. Hun har op til denne sæson været plaget af flere skader, blandt andet et springerknæ, og er først nu ved at være tilbage i topform.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App