Michael Maze overvejer fremtiden

Bordtennisstjernen fra Faxe er begyndt at gøre sig overvejelser omkring fremtiden, når karrieren en dag stopper.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Michael Maze drømmer stadigvæk om at vinde de største titler. Men Danmarks bedste bordtennisspiller kan også mærke, at karrierens slutdato kommer nærmere.

Overvejelserne om fremtiden har især trængt sig på, efter at 30-årige Maze for halvandet år siden blev tvunget til en lang pause på grund af flere karrieretruende skader.

- Jeg har fundet ud af, at der virkelig også er andre ting i livet end bordtennis, der gør mig glad. Det er nogle tanker, som jeg ikke har haft før, siger Michael Maze.

- Det kunne være at stifte familie eller bruge mit hoved på andre ting, der ikke har med bordtennis at gøre. Tidligere var jeg ekstrem, og sporten var over alt andet.

I flere måneder i 2010 og 2011 måtte den tidligere europamester lægge battet langt væk, og det var i den periode, at Maze fik øjnene op for andre værdier end bordtennis.

Blandt andet har han gang i et projekt med bokseren Mikkel Kessler og tre andre.

- Jeg har i halvandet år været i gang med et projekt, som jeg ikke kan afsløre, hvad går ud på endnu. Men det har været vildt spændende og rart at bruge hjernen på en anden måde end på bordtennistaktik.

- Jeg kan mærke, at det kravler mere ind under huden på mig. Det er nok en meget naturlig del af det at blive mere moden og ældre, at man overvejer, at en dag er det slut. Hvad skal jeg så lave? Hvad gør mig glad?

- Jeg kan ikke sidde og drikke kaffe dagen lang. Jeg er drevet af energi og har et drive og vil gerne finde noget andet i livet, forklarer Michael Maze.

Spørgsmål: Hvornår stopper du så?

- Når jeg ikke har lyst mere. Og når jeg føler, at jeg ikke har nogen chance for at vinde de store ting.

- Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke skal spille for pengenes skyld. Jeg skal spille, fordi jeg har lyst og bliver glad og lykkelig.

- Den dag, hvor der er flere sure dage end gode dage, så vil jeg stoppe. Jeg vil være helt ærlig over for mig selv og trække stikket.

- Det kan være, jeg slutter, når jeg er 32, 40 eller 45 år - jeg tvivler dog på, at jeg fortsat er med, når jeg er 45.

/ritzau/


Nyhedsoverblik