Det vi har sammen

Meteorit har fået navn

Foto: TV ØST

Meteoritten, der faldt ned på Lolland den 17. januar, har nu fået et navn.

Meteoritten hedder nu Maribo, oplyser lektor Henning Haack, der er kurator for den omfattende meteoritsamling på Geologisk Museum i København.

Meteoritter får altid navn efter det sted de er faldet, og da denne meteorit blev fundet et par km sydvest for Maribo, fik den navnet Maribo.

Meteoritten er samtidig blevet registreret i en international database over anerkendte meteoritter. Når det først sker nu, skyldes det, at der skal laves en række undersøgelser af fundet før den anerkendes som meteorit.

Først og fremmest skal man selvfølgelig kunne dokumentere at der rent faktisk er tale om en meteorit, og man skal bestemme hvilken type meteorit der er tale om. Man skal også levere en beskrivelse af meteorittens

tilstand, mineralsammensætning og kemiske sammensætning.

Derudover skal man aflevere en del af den til et museum, hvorfra forskere fra hele verdenen kan låne materiale til videnskabelige undersøgelser.

Maribo meteoritten viste sig at være en såkaldt kulkondrit af type CM. CM kulkondritter er både sjældne og videnskabeligt set særdeles interessante, da de bl.a. indeholder en lang række organiske stoffer såsom aminosyrer fra

solsystemets oprindelse.

Sidste gang der faldt en meteorit af denne type var i Japan i 1986. De indeholder også noget af det ældste materiale fra solsystemets oprindelse. De ældste partikler i den nye meteorit er 4567,2 millioner år gamle - eller ca. 30 millioner år ældre end Jorden.

I Danmark bliver alle nyfundne meteoritter erklæret Danekræ og skal afleveres til staten.

Maribo meteoritten opbevares derfor i den danske meteoritsamling på Geologisk Museum i København. Der er allerede stor interesse fra hele verden for at få lov til at studere meteoritten. Der er derfor god grund til at tro at nogle af de oplysninger om vores solsystems oprindelse, som meteoritten har gemt på i 4,5 milliarder år, snart kommer frem i lyset, slutter lektor Henning Haack.

Da meteoritten eksploderede under sin nedtur gennem atmosfæren højt over Lolland, er der med stor sandsynlighed faldet adskillige stykker af den ned flere steder. Der indleveres til stadighed forskellige typer af sten og andre materialer, der ser ejendommelige ud eller er fundet på et måske usædvanligt sted. Dog hidtil uden meteorit-held.

Selvom den 30 gram store meteorit blev fundet sydvest for Maribo af tyskeren Thomas Grau, kan der sagtens tænkes faldet flere større fragmenter af meteoritten ned i området vest for Hillested i retning mod Christianssædeskoven og længere vestpå i en udstrækning på 1 - 2 km nord og syd for dette område.

Skulle man have fundet stykker af grålige sten evt. med en tynd mørk overflade, så er forskerne stadig interesserede i at høre nærmere herom.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App