Meta Fuglsang opgiver Folketinget

SF's tidligere formandskandidat Meta Fuglsang satser på civil karriere og opgiver sit folketingskandidatur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

SF'eren Meta Fuglsang dropper landspolitikken, og derfor skal partiforeningerne i Kalundborgkredsen nu finde en ny folketingskandidat til kredsen inden næste valg, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Meta Fuglsang har været folketingskandidat i Kalundborgkredsen gennem flere år uden at opnå valg, men hun har et par gange vikarieret på Christiansborg, blandt andet da Astrid Krag havde barselsorlov.

Selvom hun dropper sit folketingskandidatur, beholder hun dog sin plads i partiets magtfulde landsledelse.

Meta Fuglsang er en del af traditionalisterne i partiet. Under seneste landsmøde blev hun under stor tumult slået i kampen om at blive næstformand i partiet.

Hun havde ellers været næstformand, siden Thor Möger blev hentet ind i regeringen som minister, men tabte kampvalget til Mattias Tesfaye og Mette Touborg.

Tidligere har hun stillet op til posten som formand for SF. Dengang blev hun slået af både den senere formand Villy Søvndal og Pia Olsen Dyhr.

Årsagen til, at Meta Fuglsang opgiver sit folketingskandidat er et nyt drømmejob i Københavns Kommune. Her er hun ny områdechef for Børnefamiliecenter København i Bispebjerg-området, skriver Nordvestnyt.

Hun er så glad for jobbet, at det nu har fået første prioritet i hendes arbejdsliv, og SF og landspolitikken er rykket længere ned ad prioritetslisten, skriver avisen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik