Mest læste september: Rideklub uden stalde

Den mest læste historie i september var historien om en rideklub i Reersø ved Sakskøbing. Her udbrændte tre længer, da en voldsom brand hærgede. Flere af hestene døde i branden. TV2 ØST har talt med en af hesteejerne her tre måneder efter branden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der vil gå mange måneder, før Sakskøbing Rideklub er genopbygget.

I september forsvandt klubbens fire stalde i flammerne under en voldsom brand. 12 heste døde, men den tragiske begivenhed har også ført noget positivt med sig. Ånden i klubben er stærkere end nogensinde før.   

- Ilden farvede skyerne lilla og orange.

Sådan husker Tanja Lohse himlen over rideklubbens stalde, da hun en septembernat blev kaldt ud til klubben på Kjeldmosegaard. Beskeden, den 23-årige rytter havde fået, var kort. Der var ildebrand.    

- Jeg vidste jo ikke, hvor slem branden var, da jeg blev ringet op, så jeg blev dybt chokeret, da jeg så flammehavet, fortæller Tanja Lohse, der har redet, siden hun tabte sine mælketænder. Hun fortsætter:

- Det værste var, at jeg ingenting kunne gøre. Jeg stod bare og græd. 

[video:flv:080903_ridecenter.flv]
Video fra slukningsarbejdet. 

Mistede to gode venner
Brandfolkene på stedet kunne heller ikke stille meget op, men nåede at redde 11 heste ud af staldene, før taget styrtede sammen. Et af dyrene var i chok og måtte senere aflives.

Tanja Lohse mistede to heste under branden. Den ene var en hoppe, hun fik i konfirmationsgave for 10 år siden.

- Det er som at miste to gode venner. Jeg passede og plejede dem jo hver eneste dag. Jeg savner dem meget. Jeg fik aldrig sagt farvel, så det har taget noget tid for mig at forstå, at de ikke er her mere. Jeg har tit været tæt på at købe foder til dem, men så er jeg kommet i tanke om, at de er væk, siger en berørt Tanja Lohse.

Brandårsagen
Det var en selvantændt halmballe, der forvandlede staldene til en bunke forkullede bjælker. Genopbygningen er ikke begyndt endnu, men der er stadigvæk liv i den lollandske rideklub.

- Ridehuset blev ikke ramt, så vi træner spring hver tirsdag. Faktisk er tirsdag blevet en dag, hvor alle rytterne ses. I begyndelsen bearbejdede vi branden. Nu ser vi fremad og snakker om de nye heste, der er på vej til klubben, fortæller Charlotte Munch, der er formand for Sakskøbing Rideklub. Formanden fortsætter:

- Det er en stor sorg for dem, der har mistet heste, men det er også en sorg for klubben, fordi vi har mistet vores samlingssted, men vi har stadigvæk hinanden. Faktisk føler jeg, at tabet har gjort klub-ånden stærkere. Vi støtter og hjælper hinanden.

Charlotte Munch vurderer, at de nye stalde vil stå klar i foråret 2010. En god nyhed for Tanja Lohse.

- Jeg er vokset op i staldene, så jeg kan næsten ikke vente. Fællesskabet med de andre ryttere betyder meget for mig, slutter Tanja Lohse, der selv håber at blive den glade ejer af hoppen Loulou til januar.

Farvel til hestene

Tanja Lohse har sendt os disse billeder af de to heste, hun mistede i branden:

Markita

- Foto: Hanne Bratholm

Zarina

Privatfoto


Nyhedsoverblik