Mern-anklager: Svigt på det groveste

Anklageren i Mern-sagen kræver mindst tre år og seks måneders fængsel til plejefaren og tre år til plejemoren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mishandlingen af ni plejebørn skal koste den tiltalte mand i Mern-sagen mindst tre år og seks måneders ubetinget fængsel og hans hustru mindst tre år.

Sådan lyder kravet fra anklager Michael Boolsen, der tirsdag procederede ved Retten i Nykøbing Falster.

- De har svigtet på det groveste, sagde anklager Michael Boolsen.

At de tiltalte angiveligt har begået vold, vanrøgt og frihedsberøvelse mod svigtede børn, som de var sat til at tage sig af, er efter Michael Boolsen opfattelse en skærpende omstændighed:

- Er det da ikke særligt hensynsløse forbrydelser, spurgte han ud i retslokalet, mens den tidligere plejefar sad med lukkede øjne og korslagte arme.

De tidligere plejeforældre, en 60-årig mand og hans 54-årige hustru, har tidligere påstået, at børnene har planlagt et komplot mod dem. Men den påstand skød Michael Boolsen ned.

- De tiltalte har sandsynliggjort et komplot. Men jeg mindes ikke at have hørt en forklaring på, hvorfor børnene skulle stå bag et komplot, sagde han og langede ud efter de tiltaltes troværdighed:

- De tiltalte har ikke pligt til at tale sandt. Så det gør de nok heller ikke.

Ud over fængselsstraffen vil anklagemyndigheden fratage de tiltalte retten til at have med børn og unge under 18 år.

Der ventes at falde dom tirsdag 17. april.

/ritzau/


Nyhedsoverblik