Brændende biler, hærværk og handel med narko. Det har gjort Slagelse Nordby og Motalavej-kvarteret i Korsør landskendte.
Men nu skal det være slut. Slagelse Byråd vedtog i aftes en ny aftale med politiet om blandt andet at indsætte fast politi i de to boligområder.
Ud over faste gadebetjente sikrer aftalen blandt andet også ekstra fokus på at bekæmpe narkotikahandel og ulovligt knallertkørsel.
- Vi har jo kunnet se, at det har været svært at opklare de mange brande, der har været, og vi håber, at en øget indsats kan være med til at løse op for den uheldige situation, der har været i Ringparken. Samtidig vil vi gerne imødegå, at der sker noget tilsvarende i Motalavej-kvarteret, siger Lis Tribler (soc.dem), borgmester i Slagelse.