Mere politi kan forhindre trafikdrab

Foto: TV ØST

Karsten Nonbo vil have mere politikontrol på veje i byer og på land.

I indeværende år har 155 personer mistet livet på de danske landeveje, hvilket svarer til en om dagen. Holder det tal resten af året, kan vi forvente 365 trafikdræbte, hvilket i så fald vil være 46 færre end i 2007, hvor tallet endte på 411. Der er dog ingen grund til at være begejstret, hvis dette tal holder ved årets udgang, for der er langt ned til det hidtil lavest registrerede dødstal på 306 for blot to år siden.

- Nærmest i en art »glædesrus« satte vi efter 2006 målet for 2007 helt ned til 200, men det gik som bekendt den anden vej, hvilket vi bl.a. tilskrev en meget mild vinter med tørre veje og dermed for høj hastighed, siger Karsten Nonbo (V), formand for Færdselssikkerhedskommissionen til DAGBLADET Køge.

- Denne vinter har også været mild og igen er dødstallet over 2006, så der er utvivlsomt andre faktorer der spiller ind. En af dem er utvivlsomt mangel på politikontrol rundt på veje i såvel byer som på land. Netop nu befinder politiet sig på bunden hvad effektivitet angår som følge af politireformen. Det kan ikke komme bag på nogen, da det med al tydelighed fremgår af lovmaterialet, at der vil gå tre år efter reformen, før man er oppe på fuld styrke. F.eks. mangler der pt. i Sydsjællands Politikreds 60 mand, og det er naturligvis medvirkende til mindre kontrol på vejene, siger Karsten Nonbo.

Ud over mere politi venter han sig meget af de nye alkotestere, der er på vej. De kan på stedet fastslå spirituspromiller i blodet, hvilket i praksis betyder, at en politipatrulje f.eks. kan  stoppe en hel kortege af biler på vej hjem fra fest, da de ikke længere skal afsted med en enkelt person til afgivelse af blodprøve.

Karsten Nonbo har desuden bedt Vejdirektoratet og justitsminister Lene Espersen (K) om en grundig analyse af  begrebet »uopmærksomhed i trafikken«. Opgørelsen for året til dato viser, at årsagen til 96 trafikdrab angives at være førerens uopmærksomhed. Ud af de 155 registrerede dræbte i år er 11 fodgængere, 26 cyklister, 10 knallertkørere og 11 motorcyklister.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App