Mere kritik af jobcentret i Slagelse

Allan Axdal har flere lægers ord for, at han ikke kan arbejde mere. Men efter fire års sagsbehandling hos Jobcenter Slagelse er det stadig ikke afgjort, om han har ret til en førtidspension.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er efterhånden masser af papirer i Allan Axdals sag. Siden 2007 har han været en sag i Jobcenter Slagelse.

- Den her sagsbehandling er så grotesk at det er fuldstændig vanvittigt, fortæller Allan Axdal.

Han er tidligere jord- og betonarbejder. Men så faldt han på arbejdet, hvilket udløste en fire centimeter forskydning af bækkenet - og siden er han også blevet ramt af to blodpropper

- Jeg er så fastlåst i hele min ryg, at det påvirker den måde, jeg sidder på. Derfor ligger jeg stort set ned hele dagen, fortæller han.

Allan Axdal er ikke den eneste, der raser over Jobcenter Slagelse.
I onsdags konkluderede en konsulentrapport blandt andet, at jobcentret ikke havde lyttet tilstrækkeligt til borgerne i 19 konkrete sager, og at sagsbehandlingen havde været uanstændigt langsom.

Det samme gør sig gældende i Allan Axdals sag, mener hans bisidder:
- De er ikke så lydhøre i Slagelse jobcenter, som i de andre jobcentre på sjælland, jeg er i berøring med, siger Per Flor, der er socialrådgiver i 3F Midt- og Østsjælland.

Allan Axdal får kontanthjælp nu, men har flere speciallægers ord for at han er for syg til at kunne arbejde.
I april sidste år konkluderede kommunens egen lægekonsulent, at "funktionsevnen set i forhold til arbejdsmarkedet synes ophævet".

Men udtalelsen har endnu ikke fået jobcentret til at træffe en afgørelse.

Allan Axdal håber, at hans og andres sager snart vil blive behandlet i Jobcenter Slagelse:
- Jeg håber snart, der er en eller anden, der banker i bordet.


Nyhedsoverblik