Mere kontrol ved grænsen

Der kommer flere politifolk ved grænsen. De skal holde øje med menneskesmugling, kvindehandel, narkosmugling og kontrollere dyretransporter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politifolkene ved grænsen har fået mere at se til. Derfor skal antallet af politifolk ved grænsepolitiet i Maribo nu øges fra de nuværende 25 til godt 30, siger Erik Johansen, politiinspektør og leder af beredskabet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det er i forbindelse med politireformen, at politiet har besluttet, at sende ekstra folk til grænsen. Foruden menneskesmugling, narkosmugling og kvindehandel skal de også holde ekstra øje med de mange dyretransporter, der passerer grænsen.

- Det er jo meget i vælten lige i øjeblikket, siger Erik Johansen til TV2 Øst.

Desuden vil politiet ved grænsen kunne trække flere betjente til grænsen fra nogle af de andre områder, når det er nødvendigt. Det er blevet muligt med de nye, store politikredse, som har gjort det mere fleksibelt at rykke politifolk derhen, hvor der er brug for dem, forklarer Erik Johansen.

Også hos grænsepolitiet i Sønderjylland bliver der flere politifolk. De sætter også øget fokus på de samme områder som grænsepolitiet i Maribo.

 


Nyhedsoverblik