Mere end to års ventetid på stærekasser

De danske fartbøller kan være rolige lidt endnu. Der kan sagtens gå mere end to år, før den automatiske trafikkontrol er en realitet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fartsynderne kan ånde lettet op - i hvert fald indtil videre. Der går nemlig let mere end to år, før de såkaldte stærekasser bliver en del af trafikkontrollen på de danske veje.

For selvom justitsminister Lars Barfoed (K) har udtrykt sin begejstring over projektet, er der fortsat lange udsigter. Først skal Rigspolitiet i samarbejde med Vejdirektoratet komme med et oplæg til en plan, hvorefter projektet skal i udbud i EU.

- Udbuddet tager omkring 90 dage og så kommer ting som indkøb og opsætning. Så der går mindst seks og snarere 12 måneder, før stærekasserne er på gaden, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiets færdselsafdeling.

- Og er der tale om et større antal som de 500, der er nævnt i rapporten fra DTU Transport, kan det godt handle om mindst 24 måneder, før alle standerne er stillet op. Men det er for lang tid, mener landsformanden for Dansk
Cyklist Forbund Claus Hansen.

For høj hastighed går nemlig ofte ud over cyklisterne. I 2009 blev 25 dræbt i trafikken, imens 846 blev lettere eller alvorligt skadet, viser tal fra Danmarks Statistik. Og det er tilmed kun de sager, politiet har haft mellem hænderne.

Ifølge en undersøgelse lavet af Danmarks Statistik tilbage i 1996, hvor data fra landets skadestuer inddrages, er tallet for tilskadekomne cyklister op til fem gange så stort. I flere tilfælde er det den for høje hastighed hos bilerne, der er skyld i ulykken, og det får Claus Hansen til at ønske en fremskyndelse af processen.

- Vi vil meget gerne have stærekasserne op meget hurtigere. Eller livredderne, som vi kalder dem. At farten kommer ned, er vores allerhøjeste ønske, siger landsformanden og fortsætter:

- Men vi har desværre vænnet os lidt til langsommeligheden i ministerierne. Vi var jo også det sidste land i Vesteuropa, der fik stærekasser op på forsøgsbasis.

Hos Justitsministeriet forsikres det dog, at stærekasserne har høj prioritet. Økonomien er endnu ikke på plads, men ifølge rapporten kommer det til at koste omkring 175 millioner kroner, hvis ministeriet vælger en løsning med 500 stærekasser på landsplan. Dertil kommer knap 30 millioner kroner om året i vedligeholdelse og udgifter til det manuelle arbejde.

Til gengæld viser resultater fra forsøgsperioden, at politiet i løbet af et år kan fange op til 16.000 fartsyndere på en stander, der står tændt i døgndrift. Heraf var det dog i prøveperioden under halvdelen, der endte med et bødeforlæg.


Nyhedsoverblik