Meget påsketrafik

I dag er påskens næststørste rejsedag. I alt krydser 31.000 bilister Storebæltsbroen Skærtorsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var travlhed på Storebæltsbroen i dag. Der var især tæt trafik fra Sjælland mod Fyn. Timen fra klokken 11 til 12 var den travleste. Her krydsede over 4000 bilister broen.

- Vi forventer 31.000 biler i det her døgn, så det er en rigtig travl dag. Men vi har kaldt ekstra mandskab ind, så vi er klar til at tage imod bilisterne. Vi forventer absolut ingen ventetid, siger Niels Brogaard, der er teknikvagt på A/S Storebælt.

I følge Vejdirektoratet kan bilisterne i påskedagene forvente tæt trafik. Herunder kan du se deres forventninger til de forskellige dage:

Skærtorsdag (28. marts) er påskens næststørste rejsedag. Og det vil især påvirke trafikken i retning mod Fyn og Jylland. Det vil dreje sig om Køge Bugt Motorvejen, Vestmotorvejen, Holbækmotorvejen samt Fynske Motorvej. Trafikken vil være tættest imellem kl. 10:00 og 15:00. Der er risiko for kødannelser og tæt trafik.

Langfredag (29. marts) er typisk den dag i påsken med mindst trafik på vejene. Trafikmængden ligner langfredag det man ser en almindelig hverdag - dog uden hverdagenes myldretidskødannelser. Vi forventer, ligesom om torsdagen, at trafikken vil være tættest fra tidlig formiddag til midt på eftermiddagen.

Lørdag i påsken (30. marts) forventer vi tættere trafik end om fredagen, for det er en store handels- og indkøbsdag. Det giver kødannelser ved de større byer i Danmark. Dog vil trafikken fordele sig jævnt over hele dagen, og der er en stor chance for, at alle andre køreture end dem omkring de større byer, vil kunne afvikles uden problemer.

Påskedag (31. marts) er påskens største rejsedag, og det er en dag med trafiktæthed jævnt fordelt over hele landet. Denne vil være vedvarende i løbet af hele dagen. Så der er risiko for meget tæt trafik samt kødannelser - fra morgentimerne til de tidlige aftentimer.

2. påskedag (1. april) kan man stadig opleve tæt trafik. Det vil særligt være i retning mod Sjælland, at trafikken vil være tæt - og i særdeleshed fra middagstid til hen på aftenen. Vi forventer, i den øvrige del af landet, en trafiktæthed som på en almindelig hverdag. Anden påskedag er et godt bud på en hjemrejsedag uden de større forsinkelser - især hvis man kører tidligt om formiddagen.

Kilde: Vejdirektoratet.

 


Nyhedsoverblik