Det vi har sammen

Meget lidt salmonella i lokale køer

Foto: TV ØST

Kvæget i vores region er næsten fri for salmonella. Især jysk kvæg døjer dog med bakterien.

Danske kyllinger er salmonellafri. Til gengæld er antallet af salmonellakøer steget.

Der er dog stor forskel på, hvor bakterien især hærger.

For mens Sjælland og øerne, Fyn og Bornholm stort set går fri af bakterien, så er den noget mere udbredt i Jylland. Og problemet er stigende.

Gammel plan virker ikke

Derfor har fødevareminister Mette Gjerskov (S) har en handlingsplan parat, der skal gøre de danske kvægbestande salmonellafri.

- Det er tydeligt, at den gamle handlingsplan fra 2008 ikke virker. Derfor skal vi have en ny plan sat i gang, og den vil især komme til at handle om kvæg, siger Mette Gjerskov.

En af tingene, der skal til, er at få landet inddelt i zoner, så smitte ikke kan brede sig.

Dansk kvæg rummer oftere smitterisiko

Den årlige opgørelse fra Zoonosecentret ved DTU Fødevareinstituttet viser, at salmonellasmitten fra dansk oksekød er steget markant til syv procent af tilfældene og er dermed blevet den næststørste kilde.

Gennem de foregående 10 år var oksekød kun kilde til mellem 0,5 og 1,5 procent af mavetilfældene.

Peder Philipp, formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg, erkender, at arbejdet med at gøre kvægbruget fri for salmonella ikke er gået så hurtigt som forventet og ønsket.

- Udviklingen er desværre stagneret gennem de seneste to-tre år. Det er derfor, vi i samarbejde med myndighederne nu strammer op på indsatsen med nye tiltag og en målsætning om salmonellafrit kvægbrug i 2016, siger Peder Philipp.

Irsk salmonella smittede 50

Der er den særlige salmonella Dublin, som kvæg kan få. Og sidste år var der 50 tilfælde, hvor mennesker blev inficeret med netop den type salmonella.

For at komme salmonella til livs bliver det obligatorisk at opstille handlingsplaner med mål og metoder for bekæmpelsen i smittede besætninger. Det skal ske i samarbejde med dyrlægen.

Og fra 15. juli i år vil Danmark blive opdelt i områder med lav og høj forekomst af salmonella. Fra den dag vil det ikke være tilladt at flytte kvæg fra områder med høj forekomst til områder med lav forekomst, oplyser Landbrug & Kvæg.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App