Meget få klager over dårlig behandling

Foto: TV ØST

I otte år har Roskilde Sygehus gennemført komplicerede operationer for æggestokkræft i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hundrede af kvinder er blevet opereret. Men kun én har fået erstatning for mangelfuld behandling.

I 2002 blev Winni Sonne opereret for kræft i æggestokkene. Lægerne på Roskilde Sygehus kunne ikke få hele svulsten med ud, så de efterlod en kræftknude på størrelse med en håndflade i maven på hende.

Efter halvandet år fik Winni Sonne et tilbagefald, men denne gang ville lægerne på Roskilde Sygehus hverken operere hende eller sende hende videre til et andet Sygehus, der ville.

 - Når jeg spurgte, om der var nogen andre steder, man kunne hjælpe mig, sagde flere forskellige læger: "Nej, vi gør det samme, der er ikke nogen, der kan hjælpe dig, siger Winni Sonne fra Strøby.

Til sidst henvendte hun sig selv til Rigshospitalet. Der blev hun opereret, og lægerne her kunne fjerne hele kræftsvulsten. Nu har hun klaget til Patientforsikringen, over den behandling hun fik på Roskilde Sygehus.

 - Jeg synes, det er skrækkeligt, at der er en masse kvinder rundt omkring, som fulstændigt forsvarsløse lægger sig op på et operationsbord på et lille hospital og får denne her operation og efterfølgende får at vide, at der er efterladt et større eller mindre parti af cancer i deres mave, siger Winni Sonne.

Omkring 450 kvinder er de seneste syv år, mod Sundhedsstyrelsens anbefaling, blevet opereret for æggestokkræft på de mindre sjællandske sygehuse. Men ifølge Patientforsikringen har kun én fået erstatning fra Roskilde Sygehus, og sådan ser det også ud på landets øvrige sygehuse.

 - For at søge erstatning skal man jo have en bevidsthed om, at alle sygehuse ikke er ens, og at man faktisk ville kunne få en bedre specialistbehandling et andet sted. Men det er jo de færreste danskere, der er klar over det, siger Carsten Skawbo-Jensen, der er formand for Patientforeningen Danmark.

Winni Sonne fik i april sidste år medhold i sin klage og tilkendt erstatning. Men nu har Roskilde Sygehus anket Patientforsikringens afgørelse.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App