Meget få alkolåse i lastbiler

Kun få vognmænd har installeret alkolåse i deres lastbiler. Sådan en kunne ellers have forhindret et trafikdrab i mandags ved Høng på Vestsjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er langt imellem vognmænd, som har købt alkolåse til deres lastbiler. Det vurderer de hos F. Bülow, som er en af tre virksomheder, der sælger alkolåse herhjemme.

- Det generelle billede er, at de fleste vognmænd gerne vil installere alkolåse, men fordi markedet er så presset, som det er for tiden, så er der mange af dem, der ikke har økonomi til det, siger Henrik Husth, som er Key Account Manager i F. Bülow i Hedehusene.

Ramte kvinde i rabatten

Den 42-årige lastbilchauffør, som påkørte en 63-årig kvinde på Sæbyvej ved Høng i mandags, var formentlig påvirket af alkohol.

Seks timer efter ulykken blæste han i et alkometer, som målte 0,67 - altså 0,17 over det tilladte. En blodprøve skal give et mere korrekt svar på hans promille.

Men havde der været en alkolås i lastbilen, var ulykken ikke sket.

- Så havde han ikke kørt galt, for han havde ikke kunne starte sit køretøj om morgenen, det havde rent teknisk ikke kunne lade sig gøre, fortæller Henrik Husth.

Ikke kendt for at drikke

Hos den pågældende lastbilchaufførs tidligere arbejdsgiver i Slagelse, vækker det undren, at ulykken kunne ske for ham.

- Da han var her, oplevede vi slet ikke, at han havde noget problem med alkohol. Om der har været et alkoholforbrug i weekenden, det tror jeg faktisk, men det er ikke noget, vi havde nogle problemer med her overhovedet, siger fragtmand, Jens-Ole Larsen fra Slagelse Transportcenter.

Han har ikke selv installeret alkolåse i sine lastbiler.

- Jeg tror genrelt, erhvervschauffører er meget obs på, at de ikke blander alkohol og stoffer sammen med deres kørsel, når de lever af deres kørekort. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet det i mine 32 år som vognmand, siger Jens-Ole Larsen.

Tunge biler giver værre ulykker

Men spørger man sælgeren af alkolåse, så er der en god mening i at især lastbiler og andre større køretøjer får sat alkolåse i:

- Det er jo altså nogle meget tungere køretøjer, så når det går galt, så er skaderne som oftest større, end hvis det var en bilist, der havde været påvirket af alkohol og kørt galt, siger Henrik Husth,

I Danmark er der solgt omkring 2.000 alkolåse. Til sammenligning er der i Sverige solgt omkring 100.000, siger Henrik Husth på baggrund af tal fra den producent, som laver alkolåsene.

Den 42-årige lastbiolchauffør fra ulykken i mandags er varetægtsfængslet frem til 15. oktober.


Nyhedsoverblik