Maze på vej mod medaljer

Den tidligere Næstved-spiller klar til kvartfinalerne ved VM i Yokohama.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Syv asiater og en enkelt dansker. Sådan bliver rollefordelingen søndag i kvartfinalerne ved VM i bordtennis, skriver Ritzau.

Michael Maze bliver den eneste europæer blandt de traditionelt stærke asiater især anført af nogle meget stærke kinesere.

Maze kvalificerede sig til kvartfinalen i dag ved at slå grækeren Panagiotis Gionis, verdens nummer 50, i fem sæt.

Maze er noget overraskende ene om at forsvare Europas ære, idet alle de øvrige europæere enten er slået ud eller på forhånd har meldt fra med skader. Tyskeren Timo Boll, verdens nummer 4, måtte inden VM melde fra med rygproblemer, mens hviderusseren Vladimir Samsonov, verdens nummer 6, blev slået tidligt ud.

Det var på forhånd de bedste bud på en europæisk medalje, da de ligger et stykke over Maze på verdensranglisten.

Maze, som oveni hatten er den eneste europæer, som har vundet en VM-medalje siden 2005, er blot placeret som nummer 18 på verdensranglisten, men danskeren har nu overgået sin seedning og er blandt de otte sidste deltagere.

Der er dog lagt op til en meget svær duel for Maze, når han søndag skal op imod kinesiske Ma Long i kvartfinalen. Ma Long er nummer tre i verden, og Maze betragter ham som den sværeste modstander, han kunne trække.
-


Nyhedsoverblik