Maze er mesteren

Danske Michael Maze kan kalde sig Europas bedste bordtennisspiller efter sejr i fem sæt over østrigske Werner Schlager i mændenes EM-finale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Michael Maze har både prøvet at vinde VM- og EM-bronze individuelt, men søndag nåede han for første gang alene op på præmieskamlen ved et større mesterskab. Det skete, da han slog østrigeren Werner Schlager i EM-finalen med sætcifrene 4-1.

Maze lagde godt ud mod verdensmesteren fra 2003 og tog første og andet sæt, der begge endte 11-8. Men Schlager bed godt fra sig og tvang tredje sæt ud i ombolde. Danskeren vandt dog 12-10 og skulle således bare vinde ét af de fire følgende sæt for at sikre sig guldet.

Schlager, der trods sine 36 år stadig er godt spillende og sidste år vandt Europa Top 12-turneringen, var bedst i fjerde sæt, som han tog klart med 11-6. Så var det imidlertid også slut for østrigeren, der hurtigt kom bagud 2-8 i femte sæt, som slutteligt endte 11-7 i dansk favør.

Maze har spillet forrygende ved EM-turneringen, og finalesejren var 16. singlekamp i træk, hvor han forlod bordet som vinder. Ingen har formået at besejre Maze under
mesterskaberne, hverken i single- eller holdturneringen, hvor Danmark vandt sølv.

Tidligere på dagen besejrede Maze endnu engang sin evige europæiske rival, tyske Timo Boll, med 4-3 i sæt efter at have ført 3-0. Det var kun Mazes anden sejr over Boll nogensinde ved en større turnering - første gang var under holdturneringen tidligere på ugen.

Blå bog:

Navn: Michael Maze

Født: 1. september 1981

Klub: BTK 61 (Roskilde)

Tidligere klubber: Levallois SC, Borussia Düsseldorf, Kvik

Næstved, Farum BTK og Fakse BTK.

Aktuel placering på verdensranglisten: 12.

Aktuel placering på europaranglisten: 3.

 

Resultater:

2009: EM-guld individuelt, EM-sølv for hold

2008: Fransk mester med Levallois SC.

2007: EM-bronze individuelt.

2005: VM-bronze individuelt, EM-guld for hold.

2004: OL-bronze i herredouble med Finn Tugwell. Vinder af

Europa Top 12. Vinder af Pro Tour-turneringen Danish Open.

2003: Tysk mester med Borussia Düsseldorf.

2000: Vinder af Champions League med Borussia Düsseldorf.

1999: Junioreuropamester i single og double. Vinder af Europa

Top 12 for juniorer.

1996: Europamester i drengesingle.

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik