Masser af sol i weekenden

I weekend skal uret og havemøblerne stilles frem - og vejret giver god mulighed for masser af tid i haven.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Huskereglen, for når man skal stille uret om til sommertid, er, at man stiller havemøblerne frem. Og i denne weekend er det da også en rigtig god idé at få havemøblerne ud.

For weekenden byder ikke kun på skiftet til sommertid natten til søndag, det bliver også særdeles lunt og solrigt. Ganske som vi har oplevet det de seneste par dage.

- Det bliver en fin forårsweekend med tørvejr, og især eftermiddagene bliver lune med solskin, siger DMI's vagthavende meteorolog Bill Vejdegren.

Temperaturerne lægger sig mellem 10 og 15 grader. Koldest bliver det ved de vestvendte kyster, mens de østlige dele af landets kan nyde varmegrader omkring de 15 og måske endda højere.

Der er dog et lille men. For et højtryk sender mild luft ind over landet vestfra, men bagsiden af den medalje er, at det også sender fugt ind over os.

Det får betydning for formiddagene, der bliver knapt så flotte som eftermiddagene.

- Først på dagene får vi flere skyer, og temperaturen ligger endnu lavt efter de kølige nætter med temperaturer ned mellem frysepunktet og 5 graders varme, lyder det fra meteorolog Bill Vejdegren.

- Men vi er kommet så langt henne på året nu, at solen har magt nok til at få kål på en stor del af skyerne.

- Når først der er brændt hul i skyerne, bidrager solens varme stråler flittigt til at hæve temperaturen, forsætter han.

Vi kan også glæde os over, at vinden blive svag.

- Vinden kommer ikke til at plage ret meget. Generelt vil den ligge omkring vest til nordvest, men mange steder bliver den bare svag og skiftende, siger Bill Vejdegren.

Weekenden bliver ikke sidste chance for at nyde forårssolen, for ifølge meteorologen fortsætter det lune vejr i begyndelsen af næste uge.

/ritzau/

Se vejret omkring din by her:

Nykøbing sjælland

Holbæk

Slagelse

Vordingborg

Nykøbing Falster

 

 


Nyhedsoverblik