Masser af regn i weekenden

Weekenden smager mere af efterår end vinter. Der er masser af regn på vej i weekenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom snapsen og sildemaden kommer på bordene i weekenden til de første julefrokoster landet over, bliver der intet julevejr med sne og frost. I stedet byder vejrmenuen på en klassisk november-buffet: Regnvåde skyer og masser af blæst.

Fredagen begynder ellers lovende med solskin fra morgenstunden, men allerede før middag starter regnvejret vestpå.

- Regnen breder sig langsomt mod øst og rammer hovedstadsregionen sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Vinden bliver jævn til hård, men aftager i løbet af dagen, siger vagtchef Lars Henriksen fra DMI.

Vejret bedst lørdag

Lørdag ligner weekendens højdepunkt. Her er der langt imellem regndråberne, og solen sender temperaturen op på 10 grader nogle steder.

- Det bliver en hæderlig dag med overvejende tørt vejr. Der kan komme enkelte byger først på dagen, men det bliver en ganske pæn lørdag årstiden taget i betragtning, fortæller Lars Henriksen.

- Men søndag går det noget ned ad bakke, tilføjer vagtchefen.

Kuling på vej

Weekenden slutter nemlig af med masser af skyer og efterhånden også regn flere steder i landet.

Samtidig med at regnen pjasker ned, tager vinden til i styrke.

- Det kan godt gå hen og blive relativt blæsende. Det bliver en jævn til hård vind fra sydøst og op til kuling ved kysterne.

- Sidst på dagen og i løbet af aftenen kan vinden godt nå op på en hård kuling i nordvest, fortæller Lars Henriksen.

Både natten til lørdag og søndag kan termometeret nærme sig frysepunktet - men udbredt nattefrost må vente lidt endnu.

- Der kan stedvist komme let nattefrost. Det er nok specielt i det indre Jylland, hvor vinden aftager noget, forklarer Lars Henriksen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik