Masser af farlige skibe langs vores kyster

Tusinder af tankskibe med farligt gods sejler langs kyststrækningerne. De er en betydelig risiko for miljøet, siger havbiolog.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ofte farlig last ombord

Over 30 gange i døgnet sejler et stort tankskib nær kysterne i Danmark - spækket med enten giftige kemikalier, kvælende råolie eller miljøfarlige olieprodukter.

Det viser Politikens beregninger af data, som ingeniørvirksomheden COWI har udarbejdet for Østersølandenes fælles havmiljøorganisation Helcom.

- Det er et problematisk højt antal, siger havbiolog Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening til Politiken.

Stor risiko ved ulykker

- Alle disse stoffer udgør en betydelig risiko. De påvirker miljøet på vidt forskellig vis, men har det tilfælles, at de kan gøre en enorm skade på dyr- og planteliv, tilføjer han.

I alt har 15 typer af kemikalier og oliebaserede produkter fået den officielle betegnelse "farligt gods", da de er miljø- eller sundhedsskadelige.

Kemikalierne tæller blandt andet stærkt miljøskadelige eller kræftfremkaldende stoffer som acrylonitril, toluen, tjære og benzen.

Ét farligt skib hver time

Hyppigst passerer tankskibe med olieprodukter som diesel eller benzin: Det sker næsten 24 gange i døgnet, hvilket svarer til 8695 gange årligt.

Næsten to gange i døgnet - eller 650 gange årligt - passerer et af de langt større skibe med råolie og en dødvægt på i gennemsnit 120.000 ton, mens de mindre kemikalietankskibe passerer over seks gange i døgnet. Det beløber sig til 2250 gange årligt, skriver Politiken.

/ritzau/


Nyhedsoverblik