Massefyringer på vej i Falck

Foto: TV ØST

Nedskæringer i Region Sjælland og for mange nyuddannede ambulancereddere presser Falck ud i en større fyringsrunde.

Falckreddernes landsklubformand, Vagn Flink Møller Pedersen, frygter, at Falck skal skille sig af med op mod 100 af i alt 4000

ambulancereddere. Det skriver dagbladet Børsen mandag,

Ledelsen i Falck kalder afskeden svær og kedelig.

- Vi kan vel komme op på at skulle tage afsked med 50-100 folk, siger Vagn Flink Møller Pedersen, der er landsklubformand i Falck Redning.

De faglige organisationer ved allerede nu, at Falck er nødt til at sige farvel til omkring 50 redderelever på landsplan. Det sker, fordi personaleomsætningen i takt med finanskrisen er faldet fra 3-5 pct. årligt til historisk lave 1 pct.

Samtidig har regeringens tiltag på efterlønsområdet nedbragt opsigelserne fra de rutinerede reddere til det minimale.

- Vi står i en svær og kedelig situation, som vi selvfølgelig ikke er glade for, siger personaledirektør i Falck Steen Hjorth-Larsen om de fyringer, der er på vej.

For mange af reddereleverne betyder det, at deres uddannelse, der varer to år og tre måneder, og som er direkte rettet mod at blive ambulancechauffør, er spildt. Det sker, fordi mulighederne for ansættelse hos andre ambulanceoperatører næsten er lig nul, da Falck sidder på 85 pct. af markedet herhjemme.

- Vi arbejder med problemstillingen hele tiden og har sat et møde op med Falcks ledelse den 30. september, siger Vagn Flink Møller Pedersen.

I Region Sjælland er Falck-redderne ramt af en decideret ordrenedgang fra regionen, og det medfører, at over 10 pct. af

Falcks 380 ambulancereddere i Region Sjælland risikerer at få en fyreseddel.

Ifølge branchehjemmesiden Beredskabsinfo orienterede Falcks regionsdirektør i Region Sjælland, Sean Bisgaard, på et

fyraftensmøde for et par uger siden medarbejderne om, at 42 ud af 380 reddere i regionen er overflødige og dermed står til at

blive opsagt, skriver Børsen.

/ritzau/  

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App