Massefyringer på Stigsnæsværket

Foto: TV ØST

Massefyringerne fortsætter her i regionen. Denne uge gik det udover halvdelen af medarbejderne på Stigsnæsværket, og ifølge tillidsrepræsentanten betyder den enden på værket.

Hver anden af medarbejderne på Stigsnæsværket skal fyres. Dong Energy medarbejderne fik meddelelsen i torsdags - de må ikke udtale sig. Men ifølge tillidsrepræsentanten kom det som et chok.

- De var fuldstændig rystede over det, og der skete jo også det, at de samlede sig i store grupper. Grupper som man normalt ikke ser sammen. Hvor man ser driftsfolk, ingeniører, chefer og almindelige medarbejdere samler sig og begynder at stå og snakke om, hvor galt det egentlig står til, siger tillidsrepræsentant Kim Aage Rasmussen.

Halvdelen af værkets godt 93 medarbejdere skal fyres. Fyringerne sker ifølge Dong Energy, fordi efterspørgslen på el er lav på grund af finanskrisen. Stigsnæs værket er et af de værker som producerer mindst el, og derfor vil Dong Energy spare her. Men det bliver ifølge tillidsmanden dødsstødet for værket på længere sigt.

- Som værk, der vil det betyde, at det er lukket, det er der ingen tvivl om, siger tillidsrepræsentant Kim Aage Rasmussen

Det afviser Dong Energy dog.

- Der er rigtig langt fra at vi lukker Stigsnæsværket helt, der vil stadigvæk være behov for i markedet at Stignæsværket står parat til at kunne producere. Men overgangen nu fra kulfyring til oliefyring betyder, at vi få færre driftstimer, men ikke, at vi går helt i nul, siger koncerndirektør i Dong Energy, Niels Bergh Hansen.

Der bliver først sat navn på fyringerne i slutningen af måneden.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App