Mark O. Madsen kan miste støtten

Bryderen Mark O. Madsen risikerer nu at miste Team Danmark-støtten på grund af hans planer om at prøve kræfter med kampsporten Mixed Martial Arts.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mark O. Madsens planer om at skifte brydningen ud med kampsportsdisciplinen Mixed Martial Arts (MMA) bliver ikke modtaget ret godt hos Team Danmark.

Direktør Michael Andersen, der har set Madsens aftale med promotor Hans Henrik Palm, er bekymret for, om satsningen på MMA kan gå ud over OL-bryderens indsats på brydemåtten.

- Kontrakten omfatter seks kampe, men den siger ikke noget om kampenes placering i forhold til de EM- og VM-stævner, Mark skal deltage i. Og det gør fundamentet under støtten til Mark uholdbar, siger Michael Andersen til Politiken.

Team Danmark har nu indkaldt bryderen fra Nykøbing Falster til et møde for at få en garanti for, at brydningen ikke tager skade af MMA-kampene. Og Michael Andersen lægger ikke skjul på, at han helst ser Mark O. Madsen droppe MMA-eventyret.

- Jeg håber ikke, han har skrevet under på kontrakten - der er i hvert fald ingen underskrift på den kopi, jeg har, siger han til avisen.
Hans Henrik Palm forsikrer over for Politiken, at Mark O. Madsen sagtens kan kombinere de to sportsgrene.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik