Mark O. Madsen jubler over gennembrud

OL-håbet Mark O. Madsen viser store fremskridt i genoptræningen, og bryderglæden er på vej tilbage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Han må holde sig uden for måtten, den danske bryder Mark O. Madsen, men genoptræningen af skulderen viser så store fremskridt, at den dobbelte VM-sølvvinder igen ser perspektiver som bryder på topplan.

- Det er en fantastisk følelse at mærke, at det begynder at rykke. Det gør noget ved humøret. Genoptræningen er gået stille og roligt fremad, og for nylig fik jeg et mindre gennembrud, siger Mark O. Madsen.

Den danske bryder måtte tidligere på året opereres i skulderen, og senere har han døjet med irritation i leddet. Men efter en periode med ro, kan han igen skrue op for intensiteten.

- Skulderen reagerer godt på det, og det er en god fornemmelse. Jeg var næsten løbet ind i, at det hele var slået tilbage til starten. Nu kan jeg løfte væsentligt mere end før operationen.

 

Der går dog nogle måneder ingen Mark O. Madsen igen kan smide rundt med fuldvoksne mænd på måtten.

- Jeg er ikke klar til 80 kg-løft. Jeg er fortsat der, hvor jeg må træne uden for måtten, da der er risiko for, at skulderen ryger af igen. Brydning er lidt ude i fremtiden, siger Mark O. Madsen.

Han skal gennemgå en test i maj, og hvis det går godt, skulle han være klar til at bryde igen.

Mark O. Madsens store mål er OL i London i 2012.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik