Det vi har sammen

Maribo-roer klar til VM-finaler

Foto: TV ØST

René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub har roet sig i 2 finaler ved VM i Tyskland.

Det begynder for alvor at lugte af guld for kajakroer René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub ved VM i tyske Duisburg. René Holten Poulsen er klar til 2 VM-finaler, og danskerens guldchancer vokser. Han er i 2 VM-finaler, og den værste konkurrent har trukket sig fra den ene.

Danskeren sørgede fredag eftermiddag for at booke billet til finalen i 500 meter enerkajak, og han var i forvejen kvalificeret til finalen på den dobbelte distance.

Australier truer guldet

Dermed ligger der 2 VM-guldmedaljer og venter på, om de skal om halsen på danskeren.

Chancen bliver ikke mindre af, at Holten Poulsens måske største konkurrent - tyskeren Max Hoff - har besluttet at trække sig på 500 meter, fordi han vil koncentrere sig om finalerne på 1000 meter og 5000 meter i stedet.

Dog er det ikke givet, at René Holten Poulsen dermed napper guldet på 500 meter, for han blev slået i semifinalen. Australieren Ken Wallace, der vandt OL-guld i Beijing i 2008, duellerede med René Holten Poulsen i semifinalen.

Første VM-guldmedalje i 50 år

Danskeren førte midtvejs, men blev hentet på den sidste meter af Wallace og slået med 3 hundreddele af et sekund.

- Semifinalen viste, at det meget vel kan gå hen og blive en duel mellem René og Ken om guldet. René viste i hvert fald, at han lige nu har niveauet til at kæmpe med om medaljerne, siger kajakroernes sportschef, Bo Vestergaard, i en pressemeddelelse.

Skulle det lykkes for René Holten Poulsen at vinde VM-guld i det tyske, vil det være den første VM-guldmedalje til Danmark i 50 år.

Og han har altså to chancer. Lørdag klokken 15.32 er han med i finalen på 1000 meter, mens han søndag klokken 15.15 har endnu en mulighed i finalen på 500 meter.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App