Det er noget af et projekt, de har kastet sig ud i i Ulse ved Haslev. Siden nytår har en række sangglade mødtes en gang om måneden i præstegården for at synge salmebogen fra ende til anden.
Det er sognepræst Anne Rydahl Nielsen, der har fået ideen til denne salmemaraton i anledning af Sangens År, og hun regner med det varer tre-fire år før den sidste af de 791 salmer er sunget.
Salmebogen bliver taget kronologisk og det betyder, at man i øjeblikket er nået til julesalmerne. Så midt i de lune sommeraftener klinger "Dejlig er den himmel blå" ud fra præstegården i Ulse.
Udsigten til at skulle de mange salmer igennem afskrækker ikke deltagerne. Anne Rydahl Nielsen siger, at man har talt om at give sig i kast med Højskolesangbogen, når salmebogen er overstået.