Marathon-kvinde i CNN og Fox News

I Danmark har Annette Fredskov været i masser af medier, efter at have gennemført 366 maraton på et år. Men nu har amerikanske medier også fået øje på hende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange danskere har nok set, hørt og læst om Annette Fredskovs projekt med at løbe 366 maraton på 365 dage. Men nu hører amerikanerne også om hende. I denne uge har hun både været i Fox News og CNN.

TV-stationen CNN viste onsdag et indslag om Annette Fredskov.

- Annette Fredskov har gennemført et maraton hver eneste dag i et helt år. I denne uge gennemførte hun hendes - hold nu fast - maraton nummer 366 og er kommet i Guinness Rekordbog. Men mere bemærkelsesværdigt er det, at hun blev diagnosticeret med sklerose for få år siden, sagde studieværten fra CNN Michael Holmes.

Derefter blev Annette Fredskov interviewet live over Skype fra sit hjem i Næstved. Her spurgte Michaels Holmes, hvorfor hun gjorde det.

- Jeg er nysgerrig på, hvad vores hjerne og krop kan præstere, når vi arbejder sammen, og når vi ikke sætter nogen grænser for os selv. Og så elsker jeg at løbe, svarede Annette Fredskov på engelsk.

For Annette Fredskov var det en stor oplevelse at skulle på skærmen i USA.

- Det var virkeligt med sommerfugle i maven. Jeg er jo vandt til at tale på dansk, når jeg bliver interviewet, så jeg var lidt nervøs for at skulle tale et andet sprog, selvom jeg sagtens kan engelsk. Men da jeg først kom i gang, så gik det rigtig godt, siger Annette Fredskov.

Mere TV i USA
Interviewet på CNN bliver dog ikke det eneste, amerikanerne for at se til Annette Fredskov. TV-stationen har allerede planlagt at komme til Danmark for at lave en udsendelse med løberen fra Næstved.

Du kan se indslaget fra CNN her, og artiklen fra Fox News her.


Nyhedsoverblik