Mangel på ingeniører kan true kommunernes service

Fire ud af 10 kommunalt ansatte ingeniør i Sjællandsregionen er fyldt 55 år, og kun få unge ingeniører ønsker karriere indenfor det kommunale system. Konsekvensen bliver dyrere og dårligere service for borgerne, advarer ingeniørforeningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De kommunalt ansatte ingeniører på Sjælland og Lolland-Falster er grå i toppen. Hele 37 pct. af dem er fyldt 55 år og skal på pension indenfor en overskuelig årrække. Samtidig står de unge ingeniører ikke ligefrem i kø for at fylde de tomme pladser. Det viser nye tal fra Ingeniørforeningen.

I Ingeniørforeningens undersøgelse er det kun 12. pct. af de nyligt udklækkede ingeniører, der overhoveder ser den kommunale sektor som en mulig arbejdsplads. Det giver et rekrutteringsproblem af dimensioner, som bekymrer formanden for Ansatte Ingeniørers Råd, Ole Høyer.

- Det er først og fremmest den lave løn og de manglende karriere- og udviklingsmuligheder i kommunerne, der skræmmer de unge ingeniører, siger Ole Høyer.

Han råder Kommunerne på Sjælland og Lolland-Falster til at oppe sig, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at holde på deres senioringeniører og rekruttere blandt de unge.

- Hvis kommunerne ikke kender deres besøgelsestid, kommer de til at stå i en helt uholdbar situation med alt for få ingeniører. Det kan bl.a. betyde, at langt flere ingeniøropgaver skal lægges ud til private firmaer, og det kan i sidste ende blive dyrere for skatteyderne i kommunen. I værste fald kan mangel på ingeniører også få den konsekvens, at kommunerne får dårligere hånd i hanke med en række myndighedsopgaver. Det kan i sidste ende true den kvalitet, kommunerne kan yde deres borgere, lyder meldingen fra Ole Høyer.


Nyhedsoverblik