Det vi har sammen

Mangel på hjemmebesøg skaber utryghed

Nybagte mødre tumler ofte med spørgsmål om amning og søvn. Men sundhedsplejerskerne kommer ikke forbi med gode råd på grund af strejke. Det efterlader mange forældre utrygge.

Sundhedsplejerskerne rundt om i kommunerne har strejket i omkring to måneder. Derfor har det været problematisk at få råd og vejledning om sit spædbarn. Sidse Kamilla Juel Lind fra Slagelse har været utryg, fordi hun har haft problemer med at få sin datter til at sove og amme.

- Det ville have været rart med nogle konkrete fif fra en, som har prøvet det før. Jeg har flere gange siddet med hende i timevis, hvor hun har grædt og grædt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, fortæller Sidse Kamilla Juel Lind. 

Strejken blandt sundhedsplejerskerne kan også mærkes hos de praktiserende læger. Her henvender flere og flere forældre sig for at være sikre på, at barnet har det godt.

- De er bange for, at barnet ikke får mad nok, eller også har de spørgsmål til amningen, siger Tue Flindt Müller, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation i Region Sjælland. 

Hvis de nybagte forældre er i tvivl om noget, så kan de kontakte den ledende sundhedsplejerske i kommunen eller gå til lægen. 

Tip os Har du et godt tip?