Det vi har sammen

Mange vil få afslag på seniorførtidspension

Foto: TV ØST

Kun et fåtal vil få den nye seniorførtidspension, viser en prognose fra Socialministeriet.

Selvom du opfatter dig selv som nedslidt og havde regnet med at være berettiget til at modtage den nye seniorførtidspension som erstatning for efterlønnen, skal du måske belave dig på et afslag.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Socialministeriet skønner nemlig, at den kortere efterlønsperiode og den højere efterløns- og pensionsalder vil betyde, at der i 2020 vil være godt 39.000 færre på efterløn end i dag.

Samtidig vil højst hver 9. af dem have fået bevilget seniorførtidspensionen i stedet for efterlønnen.

Flere politikere har tidligere sagt, at seniorførtidspensionen skulle erstatte efterlønnen for personer, der er nedslidte.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i sin nytårstale ved indgangen til 2011 om de nedslidte: "Dem vil vi ikke lade i stikken".

Landets socialchefer opfordrer derfor ældre på arbejdsmarkedet, som havde satset på seniorførtidspensionen, til at forberede sig på afslag.

- Politikerne har skabt nogle falske forventninger. Der er en stor gruppe, som føler sig nedslidte, men som aldrig vil kunne opfylde kriterierne for at få seniorførtidspension, siger socialchefernes formand, Ole Pass, og fortsætter:

- Titusinder vil blive skuffede, når de finder ud af, hvad realiteterne er.

For at blive berettiget til at få seniorførtidspension skal man have mistet arbejdsevnen fuldstændigt, så man hverken kan arbejde inden for sit eget fag, i andre fag eller i fleksjob.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App