Mange tip om drab på 22-årig

Tip strømmer ind til politiet i sagen om drabet på en 22-årig mand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efterforskere har mandag travlt med at tjekke oplysninger fra borgere i sagen om drabet på en ung mekaniker i Kobbelskov ved Rødvig.

- Vi har fået en hel del henvendelser, siger efterforskningsleder Ove Petersen mandag formiddag.

- De går både på miljøet, personerne og på iagttagelser fra området, så vi har meget at arbejde med, tilføjer vicepolitikommissæren fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 22-årige Anders Mark Hansen blev formentlig dræbt fredag eftermiddag eller aften.

Mandag skal liget obduceres, og i den forbindelse vil det vise sig, om det er sandt, at han med en løkke om halsen blev trukket efter en bil. Eller om han "kun" mistede livet som følge af grov vold.

Resultatet af obduktionen ventes mandag eftermiddag.

Der er ikke tale om et tilfældigt offer, understreger politiet, som leder efter nogen, der har haft et udestående med den unge mand.

Liget af den 22-årige blev fundet af en kondiløber i Kobbelskoven nær Rødvig. Anders Mark Hansen boede selv på Stevns, nemlig i landsbyen Lyderslev.

Foreløbig har politiet efterlyst henvendelser fra folk, der har set manden og eventuelt hans bil i tidsrummet fra fredag klokken 14 til lørdag klokken 14.30.

Bilen er en sort/mørkeblå VW Polo Vox stationcar på gule plader. Mekanikerens hund blev fundet i bilen.

Liget lå bag bilen for enden af en skovvej.

/ritzau/


Nyhedsoverblik