Mange penge at spare med varmepumper

Der kan være rigtig mange penge at spare ved at droppe oliefyret og skifte til elvarme. En ny ordning gør det endnu mere rentabelt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Finansloven for 2013 har gjort det meget billigere at have elvarme - uanset om du har el-radiatorer eller varmepumpe - og gjort varmepumper mere fordelagtige.

Du sparer knap 7.000 kr. på din varmeregning i 2013 i forhold til sidste år, hvis du bor i et parcelhus på 130 kvadratmeter og har el-radiatorer i hele huset. Har du varmepumpe, skal du betale ca. 2.500 kr. mindre i år. Det skyldes, at regeringen i finansloven for 2013 vedtog at nedsætte elvarmeafgiften med 42 procent, skriver bolius.dk.

- Den nye lovgivning er meget fornuftig, fordi man får flyttet en del af forbruget over på elbaseret varme. Og den underbygger, at man vil udfase oliefyret, siger Morten K. Mathiasen, ansvarlig fagekspert på energiområdet hos Bolius Boligejernes Videncenter.

- Alle, der har et elforbrug, der overstiger 4.000 kWh om året, kommer til at få gavn af det, siger Johan Lorentzen, energikonsulent i Energitjenesten.

Mærkbar sænkning

At energiafgiften er nedsat så meget, betyder, at elvarme nu koster 1,68 kr. pr. kWh mod tidligere ca. 2,05 kr. pr. kWh.

- Man regner et standardhus som værende 130 kvadratmeter med et varmeforbrug på 18.200 kWh om året. De nye regler betyder derfor, at husejere kan spare 18 procent på elregningen - hvilket vil sige næsten 7.000 kr., siger Johan Lorentzen.

Den nye lovgivning har også gjort det mere fordelagtigt at få en varmepumpe - fx jordvarme eller en luft til luft-varmepumpe.

- En varmepumpe giver typisk 3 kWh varme for hver 1 kWh, den bruger, og derfor kan man groft sagt dividere elprisen med 3, når man installerer en varmepumpe. Og når prisen for el nu er 1,68 kr. pr. kWh, så bliver prisen for varme fra en varmepumpe faktisk kun 56 øre pr. kWh.

Hurtigt tjent hjem

- Sammenligner man med olie, som lige nu koster 1,50 kr. pr. kWh, hvis fyret udnytter olien med 80 procent, er besparelsen ved en varmepumpe så stor, at investeringen i den tjenes ind på kort tid, siger Johan Lorentzen.

Morten K. Mathiasen, Bolius, mener, at varmepumper nu er blevet en bedre forretning.

- Selv om man får den største besparelse på at skifte fra oliefyr til varmepumpe, så er der faktisk noget at spare uanset, hvilken opvarmningsform man skifter fra, når man går over til varmepumpe, siger han.

Man skal dog ikke ukritisk installere en varmepumpe. For regnestykket for, hvor godt det kan betale sig, afhænger meget af huset.

- Man skal sørge for først at få foretaget en vurdering af husets isoleringsgrad og radiatorernes evne til at afgive tilstrækkelig varme med de forholdsvis lavere temperaturer, som varmepumper til centralvarme arbejder bedst med, siger Johan Lorentzen.


Nyhedsoverblik