Mange kører sort i varebilen

Tjek af varebiler på Sjælland fandt flere chauffører, der kørte sort på overførselsindkomst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det står ikke altid lige fint til på landevejen, fremgår det af et tjek, som flere myndigheder har gennemført mellem Holbæk og Nykøbing Sjælland. I alt 56 varebiler blev tjekket - og blandt dem fandt Skat, at syv chauffører ikke var registreret som ansat i den virksomhed, der ejede varebilen.

Seks af dem var samtidig på overførselsindkomst.

- Det er overraskende og skræmmende, at hver ottende varevogn vi mødte havde en chauffør, der arbejder sort, siger Allan Kok, projektleder i Skat.

- Som om det ikke var slemt nok, så var alle på nær en enkelt oven i købet på overførselsindkomst, så de kan hive så mange penge ud af statskassen som muligt, tilføjer han.

Fødevarestyrelsen kontrollerede bilerne for lovlighed med hensyn til transport af fødevarer, og det gav også flere sager.

Politiets kontrol udmøntede sig i et par sager om kørsel uden førerret, to trailere, der var meldt stjålet, samt en varevogn, der fik klippet pladerne på grund af manglende syn.

To virksomheder bliver nu pålagt skærpet registreringspligt for ansatte. Et antal virksomheder vil få undersøgt deres skatteforhold nærmere.

- Resultatet taget i betragtning vil denne type kontrol blive gentaget, også på andre steder i Skat Midt- og Sydsjælland, siger Allan Kok.

/ritzau/


Nyhedsoverblik