Mange dumper ny indfødsretsprøve

Den foreløbige gennemgang af onsdagens indfødsretsprøve viser massiv stigning i antallet, der dumper. Ikke tilfredsstillende, lyder det fra Søren Krarup (DF). Se om du kan klare prøven her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Skærpelserne af den såkaldte indfødsretsprøve har for alvor gjort det sværere at blive dansker. Det viser de foreløbige opgørelser af onsdagens prøver på landets godt 40 sprogcentre.

Ritzau har skrevet til samtlige centre og spurgt ind til prøven, og allerede nu har man på en række centre rettet prøverne i paratviden om Danmark igennem. Hvor det tidligere har været omkring 97 procent af deltagerne, der bestod, er det tal nu raslet ned.

På Sprogcenter Viborg var der eksempelvis 40 til prøven onsdag, og kun de ni - eller hvad der svarer til 23 procent - bestod. Det skal tilmed holdes op imod, at samtlige 64, der sidste år deltog i prøven, bestod. Tallet skal også ses i forhold til, at der før prøven i onsdag var 15 af de oprindeligt tilmeldte, der meldte fra efter skærpelserne af prøven, oplyser forstander Christian Ravn til Ritzau.

Samme tendens gør sig gældende på Roskilde Sprogcenter, hvor det ifølge souschef Kirsten Prytz blot var 23 ud af de 76 deltagere, der bestod. Det svarer til omkring 30 procent. Indtil i onsdags har Roskilde Sprogcenter ellers kun oplevet én eneste gang, at en kursist ikke har bestået prøven. Også hos "Lær Dansk" i Odense er det kun 12 ud af de 42 deltager, der har bestået.

Dansk Folkepartis Søren Krarup, der oprindeligt forlangte skærpelsen af indfødsretsprøverne, fordi den tidligere var for nem at bestå, kalder alligevel ikke resultatet tilfredsstillende:

- Det er da ikke tilfredsstillende, for de har ikke lært det ordentligt. Og det er det, de skal. Jeg kan da kun håbe på, at de går op igen og har læst på stoffet, siger han.

 

TV2 ØST har udvalgt 20 spørgsmål ud af de 200 mulige. Til indfødsretsprøven stilles der i alt 40 spørgsmål om danske samfundsforhold, dansk kultur og dansk historie. Ifølge den seneste stramning skal der nu svares rigtigt på 32 af de 40 i modsætning til tidligere 28 for at bestå. Test dig selv herunder:

TEST DIG SELV - KAN DU KLARE PRØVEN?


Nyhedsoverblik