Knivstikkeri i Vordingborg

Foto: TV ØST

En 52-årig mand blev stukket i armen under et skænderi. Efterfølgende truede gerningsmanden politiet.

Et ulmende uvenskab mellem to mænd endte torsdag aften med, at en 52-årig mand blev stukket i armen i en lejlighed i Slotsgade i Vordingborg.

Manden var på besøg hos sin nabo og hendes 33-årige kæreste, da de to mænd kom op at skændes. Det endte med, at kvindens kæreste trak en kniv og stak ud efter den 52-årige. Han nåede at trække armen op, så det var den, der blev ramt.

Efter overfaldet blev den 52-årige smidt ud af lejligheden. Han søgte tilflugt hos en anden beboer i ejendommen, hvorfra politiet blev tilkaldt.

- Da betjente banker på døren, truer gerningsmanden dem med en Kalashnikov-lignende riffel, så de brugte deres peberspray for at pacificere ham, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

Skydevåbnet viste sig dog at være af plastik.

Den 33-årige, der er godt kendt af politiet, blev anholdt og sigtet for vold mod både naboen og politiet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App