Det vi har sammen

Mand søger kvinder der hjalp hans kone i ulykke

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

1 af 3

Søren Eilsø vil gerne i kontakt med de 3 kvinder, der lørdag hjalp hans kone, efter at hendes bil blev påkørt af først en lastbil og bagefter en personbil.

3 kvinder tog lørdag sig af Søren Eilsøs kone, da hun var impliceret i en trafikulykke ved Trønninge ved Holbæk.

Læs mere: Redningskvinde: Jeg gjorde kun min pligt

Læs også: Ungefest endte helt galt

Læs også: Regnen bryder igennem tagene

Læs også: Hvid løve stjålet

Han blev kort efter ulykken ringet op af sin kone, der selv kunne fortælle ham at hun var kommet til skade, mens en af kvinderne holdt røret op til hendes øre.

Var tryg ved hjælpen

Nu vil han gerne i kontakt med de 3, som tog sig af hans hustru.

- De holdt hendes hoved og støttede hendes ben, så hun ikke havde så mange smerter, og den tredje blev ved med at tale til hende, så hun blev ved med at være ved besvidsthed. Jeg nåede ud til stedet før politi og ambulance, og jeg følte mig tryg ved dem, og det gjorde mine kone også, siger Søren Eilsø.

Vil gerne se dem i øjnene

Han håber derfor, at hans besked når ud, så den lander hos de 3 kvinder, som han gerne vil tale med.

- Jeg kunne have mistet mit livs kvinde i den her ulykke, og hvis de ikke havde været der til at hjælpe hende, ved jeg ikke, hvad der var sket. Det skal påskønnes. Måske vil de gerne være anonyme, og det er også helt fint. Jeg kunne bare godt tænke mig at se dem i øjnene og give dem en buket blomster, siger Søren Eilsø.

3 brud på bækkenet

Ulykken skete, da hans kone holdt stille og skulle svinge til venstre på vejen ind til Trønninge, hvor parret bor. Pludselig kunne hun i bakspejlet se en lastbil nærme sig bagfra, men den kunne ikke nå at standse og ramte hendes bil i den ene side. Det resulterede i, at bilen røg ud, så den blev ramt af en anden bilist.

- Hun er sluppet billigt fra ulykken. Hun har fået 3 brud på bækkenet, som skal hele af sig selv, og det bliver 6 uger i helvede, siger lægerne. Hun blev fløjet til Rigshospitalet efter ulykken, men blev søndag overført til Holbæk Sygehus, hvor hun stadig ligger, siger Søren Eilsø.

Lå på stue med den anden bilist

På stuen på Rigshospitalet lå hun sammen med den kvinde, der påkørte hende, efter at lastbilen havde ramt hende, og hun er ifølge Søren Eilsø kommet noget værre til skade end hans kone.

Han og hans kone har kendt hinanden i 35 år og været gift i 13 år. Sammen har de 2 børn på 23 og 29 år og 3 plejebørn på 12, 17 og 19 år, og de besøger hende så ofte, de kan.

Kækheden er tilbage

Selv om de alle sammen er rystede oven på hændelsen, er de klar til at hjælp deres mor, plejemor og kone gennem den næste tid.

- Efter at hun blev smertestillet, er hun begyndt at få noget af sin kækhed tilbage. Hun brokkede sig for eksempel vildt over, at der i en af aviserne stod, at hun er 54 år, for det fylder hun først på søndag, griner Søren Eilsø, der dog godt ved, at der også kommer nogle mere alvorlige efterdønninger.

- Vi har fået et chok, og jeg er stadig både lykkelig over, at det ikke gik værre og følelsesmæssigt påvirket af det, der er sket. Min kone kommer nok også til at få nogle tudeture, men vi er alle sammen klar til at hjælpe hende, siger Søren Eilsø.

Kontakt TV2 Øst

Hvis nogen kender de 3 kvinder, der hjalp hans kone, eller de 3 kvinder selv læser med her, må de meget gerne henvende sig til TV2 Øst, der kan formidle kontakt til Søren Eilsø.

TV2 Øst kan kontaktes på enten redaktion@tv2east.dk eller telefon 55 36 56 56.

 

00:31 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App