42-årig erkender årelangt misbrug af datter

Mand fra Nakskov erkender, at han siden hun var spæd, misbrugte sin datter til at lave børneporno.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En lille senet mand i starten af fyrrerne sætter sig fredag formiddag ved siden af sin forsvarer i Retten i Nykøbing Falster. Han er tydeligt rystet.

Få øjeblikke senere erkender han, at han gennem flere år har misbrugt sin lille pige.

Misbruget begyndte allerede, da pigen var blot et år gammel. Det beviser billeder og videoklip, som manden løbende har taget, mens han har misbrugt den nu otte-årige pige.

Det var fundet af børneporno et sted i udlandet, der ledte politiet på sporet af manden. Det viste sig imidlertid, at det var hans egen datter, der optrådte på flere af billederne.

Anklageskriftet er en forfærdende lang opremsning af, hvordan manden har misbrugt datteren, alt imens han filmede det.

I retten var manden meget fåmælt.

- Må jeg ikke godt gå nu, spurgte han flere gange ganske bedende, inden anklageren fremførte sine beviser. Det fik han lov til.

Anklageren refererede tidligere afhøringer af manden, hvor han har forklaret, at det var datteren, der lagde op til ham. Han forstod ikke, hvor hun fik ideerne fra.

Samtidig erkendte han dog, at han var ansvarlig for misbruget, da han er den voksne.

Anklageskriftet viser, at manden fra Lolland havde samlet ikke mindre end 900.000 billeder og filmklip af børneporno på sine computere. Det gør sagen til en af de største tilfælde af børneporno herhjemme.

Mens manden erkendte misbruget af pigen, nægtede han at have delt sit materiale med andre. Han begrundede det omfattende materiale med, at han lider af en slags samlermani.

Manden kunne dog ikke svare på, hvordan omkring 200 billeder af datteren så var havnet på nettet.

Dommen forventes at blive afsagt i næste uge.

 

 


Nyhedsoverblik