18-årig dræbt i ulykke på Vestmotorvejen

For høj fart var formentlig årsag til en voldsom ulykke på Vestmotorvejen i morges. En 18-årig mand fra Fyn blev dræbt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En personbil er lørdag morgen kørt galt på motorvejen på Vestsjælland, og den ene af de to unge 18-årige mænd i bilen er dræbt.

- Der er tale om et solouheld, siger vagtchef Søren Nielsen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Muligvis skyldes ulykken for høj fart, lyder den foreløbige vurdering fra bilinspektøren.

Føreren mistede herredømmet ved Vemmelev vest for Slagelse undervejs mod Fyn.

- Bilen drejede rundt om sig selv, ramte grøften og landede langt ude på en mark, siger vagtchef Søren Nielsen.

Alarmen om ulykken kom lidt over klokken syv, og lægeambulance, ambulance og politiet rykkede ud.

Men da de kom frem, var den ene af mændene allerede død. Han var passager i bilen.

Føreren blev skåret fri og derefter fløjet til Rigshospitalet, hvor lægerne blandt andet har konstateret, at det ene lårben er brækket.

De unge var på vej mod vest, da ulykken skete. Begge er fra Fyn   

/ritzau/


Nyhedsoverblik