Mand dræbt efter solouheld på isglat vej

En 32-årig mand er død efter et solouheld på de isglatte veje i Sorø. Ellers melder landets politikredse om forbavsende få uheld i vintervejret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De isglatte veje på Sjælland var søndag eftermiddag skyld i et biluheld, der havde dødelig udgang.

En 32-årig mand kom kørende på Jyderupvej ved Ruds Vedby i Sorø Kommune. Det isglatte føre overtog kontrollen af bilen, og manden kørte galt, oplyser politiet.

- Føreren mister herredømmet over bilen formentlig på grund af det glatte føre. Den kører ind på en mark og triller rundt. Han bliver så kørt til Slagelse Sygehus, hvor han afgår ved døden, siger vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Der var tale om et solouheld, og ingen andre personer kom til skade eller var indblandet i ulykken.

I resten af landets politikredse meldes der ellers om overraskende få uheld på trods af sne og glatte veje langt de fleste steder.

- Det har været forbavsende få. Men folk er efterhånden også blevet vant til det her vejr, siger vagthavende ved Nordsjællands Politi.

Hos Vestegnens Politi mener man ligefrem, at det heftige vejr har fungeret som en hjælpende hånd mod tyverier og andre former for kriminalitet.

- Der har ikke været de store problemer. Vejret har måske fået lagt en dæmper på folk, siger vagthavende.

De fleste politikredse advarer dog om meget glatte veje mandag morgen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik