Mand amok i Rødby: angriber betjente med køkkenkniv

To politifolk måtte trække deres peberspray, da en påvirket mand fløj på dem i raseri. Den 48-årige mand skal en tur i retten fredag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To betjente var sent torsdag aften ved at komme alvorligt til skade i en lejlighed i Rødby, da de skulle have fat i en 48-årig mand.

En politipatrulje var blevet sendt til Syltholmsparken, da ordensmagten havde fået en anmeldelse om, at "en mand var gået amok og havde knust en rude".

Angriber med køkkenkniv
- Så finder de manden oppe i en lejlighed. Nøglen sidder i døren, og da de går ind i lejligheden, så overfalder han dem med en køkkenkniv, siger vagtchef Ehm Christensen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Han farer direkte på dem med en højt-hævet kniv, tilføjer vagtchefen.

Påvirket af spiritus
Heldigvis havde politiet allerede taget deres peberspray frem, inden de gik ind i lejligheden. Så de var klar til at forsvare sig, da manden gik til angreb.

- De får pacificeret ham. Vi mener, han er påvirket af spiritus på grund af hans væremåde. Så vi har taget en blodprøve af ham, siger Ehm Christensen.

Den 48-årige mand er kørt til skadestuen, da han har skåret sin hånd. Politiet vil forsøge at få ham stillet for en dommer i løbet af fredagen og sigte ham for vold mod tjenestemand, fortæller vagtchefen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik