Mail om plejesnyd udløser stormøde

Foto: TV ØST

En tidligere medarbejders mail til TV2 om plejesnyd i Ringsted får kommunen til at indkalde til stormøde. Udvalgsformand siger, at medarbejderne knokler.

Hjemmehjælperne i Ringsted Kommune har været indkaldt til stormøde med hjemmeplejens ledelse og deres fagforening FOA, efter at en tidligere ansat i en mail til TV2 har skrevet, at der bliver snydt med tiden til de ældre. En kritik som afvises af formand for kommunens ældreudvalg Benny Christensen (S), der beklager, at hjemmehjælperne på den måde hænges ud.

- Selvfølgelig er der brodne kar alle steder, og sikkert også her hos os. Men mit umiddelbare indtryk er, at vores hjemmehjælpere knokler. Alligevel synes vi, at det var nødvendigt at indkalde til mødet, siger Benny Christensen.

Det er endnu ikke lykkedes for kommunen at finde frem til mailskriveren, og Benny Christensen beklager den uro, mailen har skabt.

- Det er fantastisk sådan et oprør, det kan lave, fordi en person finder på at sende sådan en mail, siger Benny Christensen, der opfordrer vedkommende til at henvende sig.

- Bare hun eller han ville stå frem, så vi kunne få af- eller bekræftet, om der er noget i kritikken, siger Benny Christensen.

Han synes, at det er betænkeligt, at enhver kan sende en mail.

- Det er en urimeligt, at man på den måde kan mistænkeliggøre så mange. Det er hjemmehjælpere, som arbejder hårdt, og som nu stilles i et dårligt lys, fordi der foregår et eller andet inde i København, siger han.

Fire andre kommuner, som Ritzau har været i kontakt med torsdag morgen, siger, at TV2's afsløringer gør indtryk. TV2 har også modtaget mail om plejesnyd dem.

Selv om det generelle indtryk er, at medarbejderne udfører et solidt arbejde, giver afsløringerne alligevel grund til at se procedurerne efter, lyder det fra Sønderborg, Kolding, Assens og Svendborg.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App