Mærsk-rederier klar til at rydde op på danske kyster

Når fremtidens oliekatastrofer indtræffer i dansk farvand, kan det være private rederier, der inddæmmer og opsamler den forurenende olie i stedet for søværnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en intern rapport fra Forsvarskommandoen anbefales det, at havmiljøberedskabet udliciteres til private. Følger Folketinget rådet, bliver det ikke svært at finde villige rederier:

Klar til at overtage opgaven
»Det ville helt klart være en opgave, vi ville kigge meget seriøst på«, siger Søren Thomsen, administrerende direktør i specialrederiet Esvagt, der er en del af A.P. Møller - Mærsk-gruppen, til Politiken.

»Vi har allerede i dag syv skibe med udstyr til at inddæmme og opsamle olie - de to nyeste kom så sent som i sommer. Så vi har erfaringen«, siger han.

Hos søsterselskabet Svitzer, ligeledes en del af Mærsk-gruppen, er man også klar:

»Vi har løbende fulgt området og tænkt, at der kunne være en idé for os i at byde på opgaven. Med de krav om besparelser, der er i forsvaret, er jeg ikke i tvivl om, at det maritime erhverv vil kunne tilbyde en bedre og billigere løsning end den nuværende«, siger Torsten Holst Pedersen, regionschef for Svitzer i Skandinavien.

35 år gamle miljøskibe
Søværnets fire miljøskibe falder for aldersgrænsen i 2015 - da er de 35 år gamle. Skibene har begrænset kapacitet til at suge olie op af vandet og opbevare den om bord. De er ikke godkendt til at opsamle kemikalier, og sikkerheden for mandskabet er så ringe, at skibene ikke ville kunne blive godkendt som civile miljøskibe.

Derfor arbejder man i forsvaret ifølge Politikens oplysninger med to fremtidige modeller for havmiljøberedskabet: Enten skal der investeres op imod en milliard kroner i nye skibe og materiel. Eller også skal hele opgaven - inklusive den løbende flyovervågning af skibstrafikken - sendes i udbud. Den sidste løsning anbefales af Forsvarskommandoen.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har tidligere i Politiken erklæret sig åben over for forslaget - bare opgaven bliver løst på en betryggende måde.

Ordførere for de radikale, Venstre og Dansk Folkeparti erklærer sig også åbne for at lade private løse opgaven. Ingen af dem ser problemer i, at rederier i Mærsk-koncernen, der både udvinder olie i Nordsøen og driver et af verdens største rederier med olietankere, ville kunne komme til at rydde op efter sig selv.

»Udbyder man en opgave, kan det ikke nytte, at man siger, at vi er smagsdommere på, at der er nogle, der ikke må byde. Hvis folk lever op til de kvalifikationer, man har efterspurgt, må den bedste vinde«, siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, til Politiken.

I Danmarks Rederiforening taler man varmt for udlicitering. Vicedirektør Jan Fritz Hansen foreslår ligefrem at udlicitere ikke bare miljøberedskabet, men også fiskerikontrollen og isbrydertjenesten.

Bliver det billigere?
I Danmarks Naturfredningsforening tvivler man derimod på, at private vil kunne løse opgaven billigere, da de skal overholde andre hviletidsbestemmelser og desuden vil have sværere ved at håndtere dårlig omtale som følge af oliekatastrofer. Her foreslår man i stedet, at opgaven lægges hos en nyoprettet statslig kystvagt under flere ministerier.

Heller ikke blandt søværnets folk møder forslaget opbakning:

»Jeg frygter, at de folk i forsvaret, der vil skulle stå for sådan en udlicitering, ikke kender det fulde omfang af havmiljøopgaven, så man kun får sendt en del af opgaven i udbud og efterfølgende opdager, at der skal købes et hav af dyre tillægsydelser«, siger kaptajnløjtnant Kasper Thomassen, indtil for nylig chef på et af søværnets miljøskibe, til Politiken.

/ritzau/


Nyhedsoverblik